Projekter og anden undervisning

Qua min uddannelse og min undervisningserfaring har jeg et stærkt musikpædagogisk udgangspunkt. Jeg har prøvet mange ting og er som regel meget åben for nye ideer. Her på siden kan du se nogle af de projekter, som jeg har beskæftiget med mig i de senere år. Kontakt mig, hvis du har et projekt, som du tænker kunne være noget for mig!

Kender du Halfdan?

Som en del af mit kandidatprojekt på konservatoriet, skrev jeg et lille musikalsk teaterstykke om Halfdan Rasmussen. I efteråret 2015 stod jeg for opførelsen af stykket med eleverne i 3.-5. Klasse på Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Eleverne havde emneuge og var inddelt i forskellige værksteder, som alle bidrog til forestillingen på den ene eller anden måde. Jeg var tovholder på værkstederne og stod desuden for ledelsen af koret. Vi sluttede ugen af med at opføre stykket ”Kender du Halfdan?” og det var en stor succes.

Musik på sygehuset i Esbjerg

Jeg har i en periode besøgt børneafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og lavet musik med de indlagte børn. Vi sang, dansede, lyttede og spillede på instrumenter og børn og forældre fik en tiltrængt pause fra sygdom og bekymringer.

Musikalsk legestue

Musikalsk legestue for børn med multible funktionsnedsættelser. I efteråret 2015 stod jeg for en helt særlig form for musikalsk legestue: Syv børn med multible funktionsnedsættelser og deres forældre mødtes hver 14. dag til sang, dans og musik med mig. Det var nogle utrolig søde børn og friske forældre, der var med på alle de tossede ideer, som jeg kom med. De fik hurtigt en særlig plads hos mig og understregede endnu engang vigtigheden af musikundervisning i mange forskellige sammenhænge. Læs artiklen om forløbet i Spastikerforeningens medlemsblad her.

Papaya (sanger)

Siden 2012 har jeg været sanger i vokalgruppen Papaya, som synger sydafrikansk musik. Vokalgruppen blev dannet tilbage i 1986 og da jeg hørte dem for første gang til deres 25 års jubilæum, var jeg fuldstændig solgt! Jeg var heldig at få en plads i koret kort tid efter, og har lige siden nydt at være en del af både fællesskabet og historien. Gruppens målsætning er at formidle den sydafrikanske historie gennem musik.

Afrika

I efteråret 2015 tog jeg på tur til Sydafrika sammen med en anden sanger fra Papaya. Vi arbejder begge med kormusik og ville gerne ned og suge inspiration til os. Derudover var vores målsætning også at se, hvorvidt vi kunne hjælpe korene dernede med noget. Efter 14 dage kom vi hjem med rygsækken fyldt med store musikalske oplevelser, masser af nye venskaber og dejlige minder om workshops, koncerter, musiknørdede snakke og meget mere. På billedet er ved jeg ved at undervise Soweto Children's Choir i hørelære.